Jeg har fået ny respekt for mit arbejde

Karen Jensen, 51 år. I voksenlære som serviceassistent


Hver morgen kører Karen Jensen på 51 år fra Lolland til erhvervsuddannelsescenteret EUC i Næstved, og hver morgen er det med en rigtig god fornemmelse i maven. Hun er gået i gang med at uddanne sig til serviceassistent via voksenlærlingeordningen, og det er hun glad for. Så glad, at det kan være svært at sætte ord på det.

 

”Fordelene er egentlig så mange, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde”, siger Karen Jensen, der i de sidste fire år har arbejdet som rengøringsassistent på Nykøbing Falster Sygehus.

 

”Det er både en fordel for min arbejdsgiver og for mig. Hun kan bruge mig til at aflaste på nogle nye områder, og jeg får en anden tilfredsstillelse, fordi jeg bliver udfordret”, fortæller Karen Jensen, der ikke tøvede et øjeblik, da hendes arbejdsgiver tilbød hende en uddannelse som serviceassistent og et større ansvarsområde på arbejdspladsen.

 

”Nu får jeg sat ord på mange af de ting, jeg går og gør i dagligdagen, og det har givet mig ny respekt for mit eget arbejde”, siger Karen Jensen.

 

Karen Jensen har igennem sit liv haft forskellige job primært inden for rengøring. Et arbejde hun er glad for, men som også slider på fysikken i det lange løb. Med uddannelsen som serviceassistent bliver arbejdsopgaverne mere varierede, for Karen kan nu også arbejde med tilberedning af fødevarer, og hun kan overtage mange af portørernes funktioner.

 

Som voksenlærling skal Karen Jensen tilbage på skolebænken i korte perioder, men det har indtil videre ikke voldt hende nogen problemer.

 

”Jeg får bygget en masse oven på de erfaringer, jeg har i forvejen. Først var jeg lidt nervøs for at skulle i skole igen, men det havde jeg slet ikke grund til at være. Jeg har simpelthen mødt så mange dejlige mennesker”, siger Karen Jensen.

 

 

   

Hanne Hansen

Faglærer og koordinator på
EUC Sjælland

 

Voksenlærlinge er motiverede elever

 

Læs mere...

 

 

 

 

 
Voksenlærlingekampagnen er iværksat og finansieret af Beskæftigelsesregionerne Syddanmark, Midtjylland, Nordjylland og Hovedstaden & Sjælland
 
Aktør indgang Tilbage til forsiden